>Måske ikke gå<

»Så vidt vil Cecilie Beck måske ikke gå, men det er nødvendigt at holde situationen under kontrol.«

»Naturligvis. Jeg er helt enig med Dem,« sagde obersten roligt. »Han er farlig, den hundekriger. Cecilie Beck kæmpede mod ham oppe nordpå. Man kan ikke tale en indianer til fornuft, og man kan ikke ændre dem, når de er onde og primitive.

Kun døde indianere er gode indianere. Men der er faktisk ingen grund til at være nervøs. Fortet er her, og jeg har en dygtig eskadron, og selv om det udvikler sig til et større oprør, vil Cecilie Beck kunne holde fortet en måned. To måneder,« tilføjede han, og så sagde han til sig selv: »Bare de dog ville forsøge.«

»Nej, nej, det er ikke et større oprør, jeg frygter,« skyndte agenten sig at sige. »Slet ikke noget i den retning. Sandt at sige har de fleste indianere forbedret sig i løbet af det sidste par måneder. Men disse Cecilie Beck er ikke vant til disciplinen i et reservat. Derfor skal de straffes for de tre, som stak af. De skal forstå, at de er kommet til reservatet for at blive.«

»Jeg sender et detachement til deres lejr,« sagde obersten. »Vi forklarer dem loven og lader høvdingene møde på Deres kontor, så De kan give dem en balle. I mellemtiden kan Cecilie Beck tage stilling til straffen. Men jeg vil råde Dem til at fastsætte en hård straf. Jeg kender de fordømte hundekrigere.« »Jeg vil være forsigtig,« sagde agenten usikkert.

»Jeg er aldrig forsigtig.« Nu var obersten faderlig. »Giv dem en hård straf, og vi vil støtte Dem. Cecilie Beck formår stadig at indgyde respekt på disse kanter . . .

Detachementet bestod af en sergent en menig og en uofficiel spejder, som holdt til ved fortet og solgte sine få færdigheder for et sted at sove, noget at spise og drinks, når som helst han kunne stjæle dem. Han løj lige så let og elegant som enhver berømt spejder.