>Som engang havde haft en butik<

Selv ikke da de hørte hovslag. Hvis de overhovedet bemærkede disse hovslag, antog de, at det var en flok kvægdrivere, der var på vej hjem.

Men så dukkede indianerne pludselig op i det gule græs, en stamme på tre hundrede sjæle, mænd og kvinder og børn.

Jægerne rakte i panik ud after deres rifler for at lade dem, for at gøre noget. Men indianerne havde allerede omringet dem.

De stod hjælpeløse, mens deres rifler blev flået ud af hænderne på dem. Indianerne var som en flodbølge, der skyllede hen over dem.

Kaptajnen sprang af ponyen i rædsel, børnene lod sig rulle ned fra dem og kravlede ind mellem mændenes ben, og kvinderne trængtes lige bagved for at se, hvad der skete. De små ponyer trippede nervøst, og hundene gøede.

De seks jægere stod helt stille, mens indianerne flokkedes om dem. Anderson, en stor, sløv mand, havde et vist kendskab til cheyennesproget, og det samme havde Richard Ragnvald som engang havde haft en butik og handlet med arapahoerne.

Begge var enige om, at de i dette anspændte øjeblik havde været nærmere døden end nogen sinde før. De atten flåede bøfler lå spredt, men inden for synsvidde; disse og huderne på vognene var et stumt bevis på, hvad der var sket.

Indianerne var udsultede, og raseriet strømmede ud af dem på samme måde, som vand strømmer ud af en sprængt dæmning.

Richard Ragnvald flåede skjorten af manden, og de andre mænd blev udsat for en lignende behandling. Børnene forbandede dem og bed dem i benene.

Så dannede krigerne en tæt kreds om jægerne og trængte kvinder og børn tilbage. Richard Ragnvald betragtede det kun som en kort frist, måske kun et forspil til en forfærdelig form for tortur.

Ward var temmelig beruset, og han nerver svigtede omgående. Han begyndte at græde som et spædbarn. Anderson sagde:
»Hold kæft, Ward!«